Aarhus Kommune lancerer åbenhedstræning udviklet i samarbejde med ProPublica

Aarhus Kommunes sundheds- og omsorgssektor tager fra i dag fat på at undervise omkring 200 ledere og medarbejdere i åbenhedstræning.

Aarhus ved åen. Foto: Pixabay

13. maj 2024

Aarhusianerne skal have et retvisende indtryk af forholdene på sundheds- og omsorgsområdet i deres kommune, og de ansatte i sundheds- og omsorgssektoren skal være trygge ved at blande sig i den offentlige debat.

Det er målene med den åbenhedstræning, som Magistratafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune sætter i værk fra i dag.

“Mit mål er at skabe en arbejdsplads, hvor der er psykologisk tryghed nok til at vi tør tale højt om vores egne fejl, så vi kan lære af dem,” forklarer sundhedsrådmand Christian Budde, Aarhus Kommune.

“Hvis ældreplejen kun får spalteplads, når der er skandaler eller kæmpesucceser, så er det jo ikke et retvisende billede af hverdagen hos os. Og nu slår vi helt fast, at det ikke bare er ok, men ligefrem velkomment, at medarbejderne fortæller om deres arbejde og arbejdsvilkår. Også selv om de ikke mener det samme som mig”, understreger Christian Budde. 

”Vores demokratiske fællesskab udvikler sig ikke af sig selv”

ProPublica har udviklet åbenhedskonceptet til og i samarbejde med Aarhus Kommune. Det er kommunens egne medarbejdere, der står for træningen af deres kolleger.

Træningen varer tre timer og består af forskellige moduler, der dels skal styrke ledernes og medarbejdernes indblik i kommunens og pressens rolle og ansvar i den demokratiske samtale, dels styrke deres viden om reglerne om ytringsfrihed for offentligt ansatte, dels klæde ledere og medarbejdere på til mødet med pressen.

”Vores demokratiske fællesskab udvikler sig ikke af sig selv, og vi bør alle tage ansvar – inklusive offentlige myndigheder og deres administrative og politiske ledelser. Det her er et eksempel på, hvad det kan indebære i praksis,” siger Thomas Dybro Lundorf, stifter og bestyrelsesmedlem i ProPublica.

Håber andre vil lade sig inspirere

Han glæder sig over Aarhus Kommunes initiativ.

”Det er fedt at se, at Aarhus går forrest. Vi håber, at andre myndigheder og beslutningstagere vil lade sig inspirere,” siger Thomas Dybro Lundorf.

Hvis kurset bliver en succes, er det Aarhus Kommunes og ProPublicas plan, at undervisningsmaterialet senere bliver stillet frit til rådighed for alle offentlige myndigheder.

da_DKDansk