Professor i kommunikation og demokrati ved University of Pennsylvania i USA, Michael X. Delli Carpini, efterlyser klarere demokratiske normer for regerings- og myndighedskommunikation.

19. september 2023

– I mine mørkeste øjeblikke har jeg det som om, at oplysningstiden er ved at nå sin afslutning, hvor kendsgerninger ikke længere betyder noget for folk.

Professor Michael X. Delli Carpini er omhyggelig med at tage forbehold. Han ønsker ikke at lyde overdrevet dramatisk. Desuden taler han specifikt om den amerikanske regerings- og myndighedskommunikation og den amerikanske offentlige debat.

Alligevel mener han, at der er meget på spil i disse år. Regerings- og myndighedskommunikation spiller ifølge ham en vigtig rolle i udviklingen og påvirker i stigende grad, hvordan offentlig debatkultur udvikler sig – en af hovedkomponenterne i det liberale demokrati. Ikke kun i USA, men overalt i Vesten, herunder i Europa.

I den amerikanske professors øjne er den post-faktuelle æra en alvorlig trussel mod vores samfund. Herunder den faktarelativisme, der kommer fra politisk hold, og som bliver accelereret af sociale medier.

– Jeg har ikke lyst til at tro på, at kendsgerninger ikke betyder noget for os længere. For det fører til forestillinger om, at demokratiet måske ikke er det system, der fungerer bedst, siger han.

– Men for mig er demokrati den eneste styreform, der reelt er retfærdig, så derfor synes jeg, at vi skal fokusere på, hvordan vi kan ændre på situationen.

Folkevalgte er udslagsgivende for demokratiets legitimitet

En af de vigtigste drivkræfter for folks tillid til det repræsentative demokrati er folkestyrets repræsentanter selv.

“Folks opfattelse af den demokratiske samfundsmodel, vi indgår i, formes af de folkevalgte, uanset om det er en guvernør i en stat, en borgmester i en by, præsidenten for et land eller parlamentet og landets lovgivere,” påpeger Delli Carpini.

Nyere forskning fra London University College (pdf) indikerer, at en populær demokratisk reform ville være, hvis “politikere talte mere ærligt,” ligesom undersøgelsen viser betydelig folkelig støtte i den britiske befolkning til at indføre regler og kontrolmekanismer for at opretholde integriteten blandt politikere.

“Normer som minimum, regler så meget som muligt”

På samme måde lyder det fra Delli Carpini, at repræsentanter for fællesskabet bærer et stort ansvar.

Han mener, at det burde være naturligt at være ærlig for en person, der er betroet med et offentligt hverv. Men ser man på virkeligheden med pragmatiske briller, tilføjer han, at det nok godt kan være en idé at overveje klarere demokratiske normer eller retningslinjer for regerings- og myndighedskommunikation, eller endda regulering, dvs. indførelse af egentlige regler og kontrol.

– Jeg synes, at der bør være normer som minimum og regler så meget som muligt for, hvordan repræsentanter for vores regering og myndigheder kommunikerer, og hvad de kommunikerer om, forklarer Delli Carpini.

Normerne bør adressere, hvad vi som borgere bør forvente af vores folkevalgte og vores offentlige myndigheder med hensyn til deres kommunikation og bidrag til samfundsdebatten. Ligesom vi forventer, at vores fælles, offentlige institutioner i vores demokrati sørger for sundhedspleje, veje, tog, skoler, sanitet og så videre.

Demokratiske værdier

Men, understreger han, det er et vanskeligt spørgsmål. På den ene side ønsker vi ikke, at en præsident eller en statsminister lyver for os eller manipulerer med os. På den anden side ønsker vi heller ikke at begrænse ytringsfriheden.

– Hensynet til ytringsfrihed, især i politik, gør det meget vanskeligt at holde politikere ansvarlige for, hvad der bliver sagt, siger Delli Carpini.

Men vi bør som absolut minimum tage diskussionen om hvilke normer, der bør gælde for regeringers og myndigheders kommunikation, fortsætter han.

– Jeg mener, at uanset hvordan og hvad man kommunikerer [som regerings- eller myndighedsrepræsentant, red.], så skal det være med udgangspunkt i et sæt demokratiske værdier.

Faktuelt så godt vi kan

Delli Carpini understreger, at det er afgørende vigtigt for den demokratiske legitimitet, at vi som borgere kan stole på, hvad ministre, borgmestre og offentlige myndigheder siger, når de kommunikerer og fremlægger deres initiativer, projekter og ideer.

Uanset hvad ministre, borgmestre eller offentlige myndigheder kommunikerer, bør de gøre det inden for en faktuel ramme – så godt som der nu er kendskab til fakta.

– Jeg mener “fakta” i anførselstegn, fordi det nogle gange er svært at vide, hvad en kendsgerning præcist er. Men ideelt set bør der for eksempel være masser af rum for uenighed om, hvad den rigtige politik skal være for at kontrollere klimaændringer, men det bør ikke være sådan ‘altså, der er faktisk ingen klimaændringer’ i betragtning af de overvældende videnskabelige beviser, siger Delli Carpini.

Nogle gange tror vi, at vi kender sandheden

Han påpeger, at der på markedsføringsområdet og i forbrugskulturen gælder regler for, hvad der må meldes ud til offentligheden, og at virksomheder generelt ikke må sige, hvad de vil, uden at der i et eller andet omfang findes dokumentation for det. Men sådan er det ikke, når det handler om den kommunikation, der kommer fra regeringen.

– Jeg har fuld forståelse for frygten for, at lovgivning om, hvad man må sige som folkevalgt, kan bevirke, at folk i uhensigtsmæssigt omfang bliver forhindret i at sige visse ting.

Han erklærer sig selv som tilstrækkelig stor fortaler for individuelle frihedsrettigheder til at sige, at vi nogle gange tror, at vi kender ’sandheden’, men at det så viser sig efterfølgende, at vi tager fejl.

– Men hvis vi forpligter os seriøst til at forsøge at basere os på fakta og på at holde fast i demokratiske værdier, så kan vi komme langt.

Det bekymrer ham, at det både i USA og i andre dele af verden efter hans mening er blevet ’gratis’ at fremsætte klart usandfærdige påstande. Engang udløste det en negativ reaktion i offentligheden, hvilket fungerede som en måde at holde folkestyrets repræsentanter op på deres demokratiske forpligtelser på. Det er ikke tilfældet nu.

– Det ser ud til, at vi i USA befinder os i en periode, hvor folk kan være fuldstændig klar over, at det, en folkevalgt siger, er faktuelt forkert, samtidigt med at de stadig støtter den person. Der er ingen pris at betale for at vildlede offentligheden. 

Demokratisk uddannelse

En faktabaseret offentlig debat alene er dog ikke nok til at få folk til at støtte demokratiet ifølge den amerikanske professor.

– Det handler ikke kun om, at offentlige kommunikatører skal kommunikere bedre og i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske principper. Det handler også om, hvordan vi arbejder med borgerne for at få dem til at gribe bolden og forstå, hvad de skal gøre med den.

Ifølge professoren handler det om, hvordan vi forbereder os som borgere til at leve i et demokrati. Det handler om demokratisk uddannelse. I den sammenhæng er han ikke særlig stolt af forholdene i sit eget land.

– I USA gør vi et forfærdeligt stykke arbejde med at uddanne folk til demokrati. Det varierer nok meget fra land til land i Europa. Der er både brug for et kommunikationsmiljø fra de offentlige demokratiske institutioner, der kan forsyne os nyttige og brugbare oplysninger, men det er også nødvendigt, at vi som borgere er klar over, hvad vi skal gøre med de oplysninger. Så en del af arbejdet handler også om skoler og uddannelsessystemer.

Demokratisk kommunikation i den offentlige sektor
De folkevalgte, skolesystemet, nyhedsmedierne og borgerne; alle vitale dele i et velfungerende demokrati.

Dette gælder også for de offentlige kommunikatører, der arbejder med regerings- og myndighedskommunikation.

Faktisk kan offentlige kommunikatører og særlige rådgivere potentielt have meget at skulle have sagt på grund af deres arbejdsfunktion.

– Noget af den mest effektive kritik af folkevalgte, der ikke følger demokratiske værdier og en faktabaseret tilgang, kan komme fra de mennesker, der arbejder for dem. Kritikken kan foregå offentligt med fynd og klem ved at folk fx træder tilbage, eller den kan finde sted i form af en kritik, der bygges ind i systemet.

I tråd med den tankegang opfordrer Delli Carpini offentlige kommunikatører til at arbejde på at opbygge en stærkere og klarere demokratisk selvbevidsthed.

– At udvikle en tilgang, en teori, en praksis for offentlig regerings- og myndighedskommunikation, lige så veludviklet som inden for markedsføring og branding, men udviklet specifikt til offentlig kommunikation: Det ville være fænomenalt.

---

Michael X. Delli Carpini er professor emeritus i kommunikation og demokrati ved Annenberg School for Communication ved Pennsylvania University i USA.

Hans forskning udforsker borgerens rolle i demokratisk politik, med særlig vægt på massemediers og informations- og kommunikationsteknologiers indvirkning på den offentlige samtale, deliberative processer samt befolkningens viden om politiske forhold viden og politisk deltagelse.

I 2008 modtog Delli Carpini prisen for bedste bog fra American Association for Public Opinion Research for sin bog “What Americans Know About Politics and Why It Matters”.

I 2020 bidrog han til The Handbook of Public Sector Communication, redigeret af Vilma Luoma-aho og María-José Canel, med et kapitel med titlen “Public Sector Communication and Democracy.”