Vi har talt med en af forfatterne til ”Hvis det ikke var for os,” hvor 12 myndighedsansatte kommunikatører giver deres bud på, hvilken rolle de spiller i det svenske demokrati.

25. januar 2024

Inden de går ind i studiet, fortæller chefredaktøren for et lokalmedie et lille fun fact til Johanna Lindell. De er på vej i radioen til en debat.

”Hvad faen laver kommunikatører,” siger chefredaktøren, ”det er et af emnerne med flest læserinteraktioner i vores kommentarspor.”

”Det er jo vanvittigt,” siger Johanna til mig over Zoom.

Det er selvfølgelig kun en indikation. Men ikke den eneste. I flere europæiske lande har antallet af kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder givet anledning til kritisk medieomtale fra journalister, politikere og meningsdannere.

Det virker paradoksalt. Er kommunikatører dårlige til at kommunikere om sig selv? Hvis det er årsagen, eller en del af den, er det måske ved at blive anderledes.

Hvad offentlige kommunikatører arbejder med

Johanna Lindell, som er direktør for det svenske fagforbund DIK, og Caroline Thunved, som er generalsekretær for det faglige netværk Sveriges Kommunikatører, har i hvert fald med en ny bog sat sig for at vise omverdenen, hvad myndighedsansatte kommunikatører selv mener, de arbejder med.

Hovedparten af ”Om det inte vore för oss” – hvis det ikke var for os – består af interviews med 12 svenske kommunikatører fra offentlige myndigheder inklusive kommuner, regioner, politiet og sundhedssektoren.

Johanna Lindell understreger, at bogen er et partsindlæg i en debat og ikke et forsøg på at lave en objektiv undersøgelse af myndighedskommunikations indvirkning på den demokratiske samtale og demokratiet.

”Vi havde fra begyndelsen en hypotese om, at kommunikatørerne er en vigtig bestanddel af et demokratisk samfund,” påpeger Johanna Lindell.  

Hun fortæller, at hun og Caroline Thunved har talt med de interviewede om emner, som de fleste borgere måske ikke tænker over, at der bliver brugt kræfter på at lave kommunikation om. Skolevalg og ældreomsorg, påvirkningskampagner, grundlæggende rettigheder og hvor man skal gå hen og stemme.

”Det er klart, at det kan gå at have et samfund uden kommunikatører, men det er nok et spørgsmål om alle så kunne få den information, som de har ret til. Det gælder også information oversat til forskellige sprog,” lyder det fra Johanna Lindell.

Ikke imponeret over debatten

Hun er ikke meget imponeret over den offentlige debat om myndighedskommunikation og kommunikatører. Den foregår i to spor, siger hun.

”Dels handler det om kommunikatører versus journalister, og at kommunikatører forhindrer journalisterne i at udføre sit undersøgende arbejde. Den debat tror jeg der er behov for at have fortsat,” fortæller hun.

”Derudover er der den debat, der handler om, at der er for mange (kommunikatører, red). Det kan være debatter om kommuneslogans, om at hver eneste af de 290 kommuner skal have sit eget slogan. Der kan man jo godt spørge sig selv, hvad det er godt for,” siger hun.

Hun understreger, at hun klart mener, at der skal være en samtale om, hvad skattemidlerne skal gå til. Men hun tror, der er mange i debatten, der ikke fuldt ud forstår, hvad myndighedskommunikatører har for opgaver.

”Altså jeg mener, vi skal hele tiden tale om, hvad vi skal prioritere. Men mit billede er, at en del af de her diskussioner er lidt for meget clickbait og handler om at tiltrække trafik til en hjemmeside,” lyder det fra hende.

”De får det simpelthen dårligt af det her”

”Desværre tror jeg, at en del af den debat ikke leder os fremad. Det bliver ganske populistiske debatter. Og det går ud over vores medlemmer,” siger Johanne Lindell.

Hun uddyber: ”De får det simpelthen dårligt af det her. Det er klart, at det ikke er så fedt at gå på arbejde, når du synes, at du kæmper for det gode, for at få information ud til medborgerne, og at du så samtidigt har politikere, der siger, at du er en amøbe; folk som modtage mails i deres indbakker om, at de er afskum og så videre.”

Måske lidt en forsvarsbog

Et sted i bogen hedder det, at myndighedskommunikation ikke går ud på at ‘sminka grisen,’ dvs. at male skønmalerier af virkeligheden.

Men i bogen er der stort set kun eksempler på positive cases, hvor myndighedskommunikatører fremhæver den positive indvirkning, de har på demokrati og samfund. Risikerer forfatterne ikke at sminke grisen selv ved at undlade at forholde sig til kritik fra journalister om dårlige tilgængelighed eller ministres eller myndigheders vildledning af offentligheden?

”Det var noget, vi tænkte på, da vi skrev,” fortæller Johanna Lindell. ”Kan det her få modsat effekt? Det er klart, at vi kunne spørge om, hvad folk har gjort, som ikke blev så godt. Og vi har sikkert kunnet være mere kritiske i vores refleksioner,” fortsætter hun.

Hun forklarer, at hun og hendes medforfatter måske kan være blevet lidt påvirkede af en række vældigt kritiske historier i medierne.

Afgørende for både demokrati og diktatur

På bogens omslag kan man læse et af citaterne fra interviewpersonerne, Varg Gyllander fra det svenske Rigspoliti: ”Kommunikatører er lige så afgørende for demokratiet, som de er afgørende for diktaturet.”

Hvordan adskiller demokratisk regerings- og myndighedskommunikation sig så fra myndighedskommunikationen i ikke-demokratiske lande ifølge Johanna Lindell?

”Det er sandheden, tænker jeg. Som offentligt ansat kommunikatør i et demokrati tænker jeg, at du hele tiden er ude efter at give folk sandheden,” siger hun.

—–

De interviewede i bogen er:

• Magdalena Casteryd, kommunikationschef Uppsala kommune
• Johanna Wiechel Steier, kommunikationsdirektør Region Halland
• Johan Ehrning, kommunikationschef på Akademisk Hospital i Uppsala
• Kalina Wallenberg, marketingchef Västerbottensteatern
• Evelina Nilsson, marketingkommunikatør i det kommunalt ejede Kulturhusbolaget
• Susanna Uppling, kommunikationschef Stockholms stadsarkiv
• Ingrid Persson, kommunikationschef, Malmö Universitet
• Varg Gyllander, tidligere pressemedarbejder hos Rigspolitichefen
• Mikael Hvinlund, kommunikationsdirektør i Arbejdsformidlingen
• Mia Wadman, chef for planlagt kommunikation i Sundhedsstyrelsen
• Magnus Hjort, generaldirektør, Styrelsen for Psykologisk Forsvar
• Pascal Tshibanda, kommunikationsdirektør Botkyrka kommune
• Silvia Ernhagen, tidligere kommunikationschef Forum for levende historie

Læs mere

Nyhed på ProPublica.dk 22. august 2023: Regeringsundersøgelse på vej af svenske myndigheders kommunikation