ProPublica indgår samarbejde med Europas største netværk af offentlige kommunikatører

Et nyt samarbejde mellem ProPublica og franske Cap’Com skal være med til at bane vejen for en ny, offentlig kommunikationsfaglighed i Europa.  

Illustration: Unsplash

9. maj 2023

ProPublica har netop indgået en samarbejdsaftale med det franske netværk for offentlig kommunikation Cap’Com, der med sine 25.000 medlemmer og 35 år på bagen er den største NGO for offentlig kommunikation i Europa.

– Vi arbejder på at fremme nye demokratiske kvalitetsstandarder for regerings- og myndighedskommunikation. Det her partnerskab er gode nyheder for os og bliver det forhåbentlig også for borgerne i de europæiske lande lidt længere nede ad vejen,” siger Thomas Dybro Lundorf, medstifter af ProPublica.

Aftalen indebærer bl.a., at de to organisationer styrker erfarings- og informationsudvekslingen imellem sig. Samarbejdet vil blandt andet med tiden kunne munde ud i bedre uddannelses- og netværksmuligheder for kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder på alle niveauer i de europæiske lande.

– Dette samarbejde med ProPublica er et tegn på, at offentlige kommunikatørers arbejde handler om de samme ting. Vi er overbevist om nyttigheden af dialog på europæisk plan, lyder det fra direktøren for Cap’Com, Yves Charmont.

Direktøren for Cap’Com, Yves Charmont. Foto: Cap’Com

Fakta om Cap’Com

Cap’Com blev stiftet i 1980’erne.

Organisationen arbejder med udgangspunkt i en overbevisning om, at kommunikation er en væsentlig del af offentlig forvaltning og et fag, der tjener almenvældet. Ambitionen med foreningen er at udveksle viden og erfaringer om offentlig kommunikation for at fremme fagets professionalisering og etik.

Cap’Com støtter dagligt offentlige kommunikatører i Frankrig gennem information, netværk og beslutningsværktøjer, arbejdsgrupper, træningsprogrammer, temaarrangementer og en årlig kongres.

Interesserede kan abonnere på Cap’Coms nye engelsksprogede nyhedsbrev Commonality her.

Læs mere om foreningen her: Cap’Com (cap-com.org)

Vil du være med?

Har du en god idé til en artikel eller et projekt, eller vil du gerne bare med på holdet og hjælpe med at udvikle verdens første NGO for demokratisk offentlig kommunikation, så skriv til os på info(at)propublica.dk.

da_DKDansk