25. januar 2024

Inden de går ind i studiet, fortæller chefredaktøren for et lokalmedie et lille fun fact til Johanna Lindell. De er på vej i radioen til en debat.

”Hvad faen laver kommunikatører,” siger chefredaktøren, ”det er et af emnerne med flest læserinteraktioner i vores kommentarspor.”

”Det er jo vanvittigt,” siger Johanna til mig over Zoom.

Det er selvfølgelig kun en indikation. Men ikke den eneste. I flere europæiske lande har antallet af kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder givet anledning til kritisk medieomtale fra journalister, politikere og meningsdannere.

Det virker paradoksalt. Er kommunikatører dårlige til at kommunikere om sig selv? Hvis det er årsagen, eller en del af den, er det måske ved at blive anderledes.

Hvad offentlige kommunikatører arbejder med

Johanna Lindell, som er direktør for det svenske fagforbund DIK, og Caroline Thunved, som er generalsekretær for det faglige netværk Sveriges Kommunikatører, har i hvert fald med en ny bog sat sig for at vise omverdenen, hvad myndighedsansatte kommunikatører selv mener, de arbejder med.

Hovedparten af ”Om det inte vore för oss” – hvis det ikke var for os – består af interviews med 12 svenske kommunikatører fra offentlige myndigheder inklusive kommuner, regioner, politiet og sundhedssektoren.

Johanna Lindell understreger, at bogen er et partsindlæg i en debat og ikke et forsøg på at lave en objektiv undersøgelse af myndighedskommunikations indvirkning på den demokratiske samtale og demokratiet.

”Vi havde fra begyndelsen en hypotese om, at kommunikatørerne er en vigtig bestanddel af et demokratisk samfund,” påpeger Johanna Lindell.  

Hun fortæller, at hun og Caroline Thunved har talt med de interviewede om emner, som de fleste borgere måske ikke tænker over, at der bliver brugt kræfter på at lave kommunikation om. Skolevalg og ældreomsorg, påvirkningskampagner, grundlæggende rettigheder og hvor man skal gå hen og stemme.

”Det er klart, at det kan gå at have et samfund uden kommunikatører, men det er nok et spørgsmål om alle så kunne få den information, som de har ret til. Det gælder også information oversat til forskellige sprog,” lyder det fra Johanna Lindell.

Ikke imponeret over debatten

Hun er ikke meget imponeret over den offentlige debat om myndighedskommunikation og kommunikatører. Den foregår i to spor, siger hun.

”Dels handler det om kommunikatører versus journalister, og at kommunikatører forhindrer journalisterne i at udføre sit undersøgende arbejde. Den debat tror jeg der er behov for at have fortsat,” fortæller hun.

”Derudover er der den debat, der handler om, at der er for mange (kommunikatører, red). Det kan være debatter om kommuneslogans, om at hver eneste af de 290 kommuner skal have sit eget slogan. Der kan man jo godt spørge sig selv, hvad det er godt for,” siger hun.

Hun understreger, at hun klart mener, at der skal være en samtale om, hvad skattemidlerne skal gå til. Men hun tror, der er mange i debatten, der ikke fuldt ud forstår, hvad myndighedskommunikatører har for opgaver.

”Altså jeg mener, vi skal hele tiden tale om, hvad vi skal prioritere. Men mit billede er, at en del af de her diskussioner er lidt for meget clickbait og handler om at tiltrække trafik til en hjemmeside,” lyder det fra hende.

”De får det simpelthen dårligt af det her”

”Desværre tror jeg, at en del af den debat ikke leder os fremad. Det bliver ganske populistiske debatter. Og det går ud over vores medlemmer,” siger Johanne Lindell.

Hun uddyber: ”De får det simpelthen dårligt af det her. Det er klart, at det ikke er så fedt at gå på arbejde, når du synes, at du kæmper for det gode, for at få information ud til medborgerne, og at du så samtidigt har politikere, der siger, at du er en amøbe; folk som modtage mails i deres indbakker om, at de er afskum og så videre.”

Måske lidt en forsvarsbog

Et sted i bogen hedder det, at myndighedskommunikation ikke går ud på at ‘sminka grisen,’ dvs. at male skønmalerier af virkeligheden.

Men i bogen er der stort set kun eksempler på positive cases, hvor myndighedskommunikatører fremhæver den positive indvirkning, de har på demokrati og samfund. Risikerer forfatterne ikke at sminke grisen selv ved at undlade at forholde sig til kritik fra journalister om dårlige tilgængelighed eller ministres eller myndigheders vildledning af offentligheden?

”Det var noget, vi tænkte på, da vi skrev,” fortæller Johanna Lindell. ”Kan det her få modsat effekt? Det er klart, at vi kunne spørge om, hvad folk har gjort, som ikke blev så godt. Og vi har sikkert kunnet være mere kritiske i vores refleksioner,” fortsætter hun.

Hun forklarer, at hun og hendes medforfatter måske kan være blevet lidt påvirkede af en række vældigt kritiske historier i medierne.

Afgørende for både demokrati og diktatur

På bogens omslag kan man læse et af citaterne fra interviewpersonerne, Varg Gyllander fra det svenske Rigspoliti: ”Kommunikatører er lige så afgørende for demokratiet, som de er afgørende for diktaturet.”

Hvordan adskiller demokratisk regerings- og myndighedskommunikation sig så fra myndighedskommunikationen i ikke-demokratiske lande ifølge Johanna Lindell?

”Det er sandheden, tænker jeg. Som offentligt ansat kommunikatør i et demokrati tænker jeg, at du hele tiden er ude efter at give folk sandheden,” siger hun.

—–

De interviewede i bogen er:

• Magdalena Casteryd, kommunikationschef Uppsala kommune
• Johanna Wiechel Steier, kommunikationsdirektør Region Halland
• Johan Ehrning, kommunikationschef på Akademisk Hospital i Uppsala
• Kalina Wallenberg, marketingchef Västerbottensteatern
• Evelina Nilsson, marketingkommunikatør i det kommunalt ejede Kulturhusbolaget
• Susanna Uppling, kommunikationschef Stockholms stadsarkiv
• Ingrid Persson, kommunikationschef, Malmö Universitet
• Varg Gyllander, tidligere pressemedarbejder hos Rigspolitichefen
• Mikael Hvinlund, kommunikationsdirektør i Arbejdsformidlingen
• Mia Wadman, chef for planlagt kommunikation i Sundhedsstyrelsen
• Magnus Hjort, generaldirektør, Styrelsen for Psykologisk Forsvar
• Pascal Tshibanda, kommunikationsdirektør Botkyrka kommune
• Silvia Ernhagen, tidligere kommunikationschef Forum for levende historie

Læs mere

Nyhed på ProPublica.dk 22. august 2023: Regeringsundersøgelse på vej af svenske myndigheders kommunikation

The post Ny svensk bog om kommunikatører i demokratiets tjeneste first appeared on ProPublica.

19. januar 2023

– Pas på: Misinformation er designet til at narre dig.

Tonen er sat i onlinespillet GO VIRAL.

Heldigvis er hjælpen nær. På fem minutter kan man lære at beskytte sig selv mod COVID-19-misinformation, hedder det i spillets intro. Opskriften? At tage rollen som manipulator. At lære misinformationstaktikken at kende indefra. 

Brug stærke vendinger og følelsesbetonet sprog. Henvis til falske eksperter. Spred vilde konspirationsteorier. Udskam faktatjekkere. 

 “Big pharma-ejet virksomhed ødelægger DYREBAR REGNSKOV for at finansiere sit MONOPOL PÅ FLERLAGS-TOILETPAPIR,” lyder et af de opslag, man møder i spillet.

Misinformation som en hammer

Hensigten med GO VIRAL, der er udviklet af bl.a. den britiske regering og støttet af WHO, er at bekæmpe forkerte og vildledende informationer om coronavirus og coronavaccinerne. Narrativet er klart. De mennesker, der spreder misinformation, er kyniske, og den information, de spreder, er absurd og latterlig.

Men det er ikke kun misinformation, man skal passe på. Det kan have utilsigtede negative konsekvenser, hvis myndigheder og andre med stor rækkevidde i den offentlige samtale kommunikerer om misinformation på en måde, hvor borgere, der forholder sig kritisk, reduceres til sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere.

Man skal ikke kun bekæmpe misinformation. Man skal også være opmærksom på, hvordan man gør det.

– Man skal passe på med at bruge misinformation som en hammer, lyder det fra professor og adfærdsforsker fra Aarhus Universitet, Michael Bang Petersen. 

Som leder af det såkaldte Hope-projekt kortlagde han med sine kolleger danskernes adfærd og holdninger under coronapandemien fra 2020 til 2022. 

En nem forklaring

Han er blandt ophavspersonerne til et forskningsstudie, som blev publiceret i det britiske tidsskrift Nature i starten af december ’22.

Konklusionen er blandt andet, at moraliserende kommunikation muligvis isoleret set kan være en effektiv strategi til at få flere til at lade sig vaccinere, men at sådanne strategier også kan have utilsigtede negative konsekvenser ift. at øge diskrimination og fordomme. I sidste ende kan det også svække visse borgeres grundlæggende følelse af at være en del af samfundet og øge mistilliden til stat og sundhedsmyndigheder.

Bang Petersen advarer imod at forholde sig for unuanceret til folks valg og adfærd. 

– Det hæmmer forståelsen af andre. Det bliver en nem forklaring, hvor man kan sige ‘nå ja, der har vi de der sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere, der kun har læst misinformation på sociale medier.’ 

“Så handler det kun om, at de er dumme”

På den måde fratager man folk rationalitet og fjerner fornuftsgrundene til de valg, de træffer, lyder det fra Bang Petersen.

– Så handler det kun om, at de er dumme. Og det er i hvert fald et narrativ, der ikke motiverer den enkelte til at sætte sig i andres sted. 

Han mener, at det stærke fokus på misinformation undervejs i pandemien har været med til at grave grøfter. 

– Det har været udgangspunkt for, at man har latterliggjort andre, og at man måske har følt mindre behov for at prøve at forstå, hvad årsagerne har været til, at folk for eksempel har fravalgt vaccinen.

Han peger på, at et af de forhold, der forbinder dem, der har takket nej til vaccinerne, ikke er konspirationsteorier, men mistillid til sundhedssystemet, som kan opstå mange steder fra, og overvejelser om afvejningen om risiko og fordele for den enkelte. Derfor er det for simpelt at fremstille coronadebatten som en kamp imellem gode og onde eller kloge og dumme.

– Fokusset på den her ‘infodemi’ skaber en forklaringsramme, der går ud på, at hvis du siger nej [til vaccinerne, red.], så er det fordi, du er dum. Fordi du er misinformeret.

Ingen evidens for en infodemi

Men den forklaringsramme holder ifølge Michael Bang Petersen ikke. Og der er ikke forskningsmæssigt belæg for, at vi skulle have været udsat for en infodemi.

Ifølge WHO’s hjemmeside er en infodemi en situation med “for meget information, herunder falsk eller vildledende information i digitale og fysiske miljøer, under et sygdomsudbrud. Det forårsager forvirring og risikovillig adfærd, der kan skade helbredet.” 

Mens der ikke er nogen tvivl om, at informationsudbuddet om corona steg kraftigt under pandemien, er der ikke belæg de implicitte præmisser for infodemien: At forkerte informationer spredte sig som en (virus-)epidemi, og at det ville have været nemmere at håndtere pandemien uden sociale medier.

– I de forsøg, der er foretaget for at efterprøve, om der har været en infodemi i den forstand, har man ikke kunnet påvise det. Folk begyndte at konsumere masser af informationer, men de rettede primært fokus mod troværdige nyhedskilder.

Alle kan komme til at misinformere

Derudover er det ifølge Michael Bang Petersen en dårlig idé at bruge ordet misinformation til at karakterisere noget, som det kun er “de andre,” der gør.

Den gængse definition på misinformation er forkert eller vildledende information, der spredes uanset om afsenderen er klar over, om informationen er forkert eller misvisende. Misinformation kan altså spredes ved et uheld. Det er noget, alle kan komme til. 

– Jeg tror, man er nødt til at erkende, at man som myndigheder eller ekspert kan komme til at dele oplysninger, der viser sig at være vildledende eller forkerte og altså at misinformere, alene fordi vidensgrundlaget hele tiden flytter sig. 

Den demokratiske debat

Han mener, at den demokratiske debat i nogle sammenhænge har haft trange kår under pandemien. 

– Det har i nogle situationer været sådan, at hvis du for eksempel havde bekymringer om vaccinationer, jamen så var du en sølvpapirshat eller konspirationsteoretiker. Der har været en tendens til, at vaccinedebatten har været polariseret på mange måder.

Der findes efter Bang Petersens vidende ikke forskning, der direkte har haft effekten af WHO’s og offentlige myndigheders kommunikation på demokratiet og den offentlige debat som undersøgelsesfelt.

Energi- og klimakrisen 

Coronapandemien raser fortsat i skrivende stund i dele af Asien, mens den i Europa ser ud til at være overstået i den værste fase.

Det er imidlertid ikke bare ift. pandemien, at problematiske dynamikker ved moraliserende kommunikation kan opstå. 

– Lige nu er det ikke så klart, at det kan ske i forbindelse med energikrisen, fordi det her indtil videre primært er den enkelte borger selv, der betaler omkostningerne ved at være ødsel med strøm og varme, siger Michael Bang Petersen.

– Men det er klart, at hvis vi kommer hen i en situation med egentlig mangel på energi, sådan at det går fra at være et individuelt problem til at blive et kollektivt problem, så kan sådan nogle processer blive sat i gang. 

Og klimaområdet ligger endnu mere lige for ifølge corona-adfærdsforskeren. 

– Der, hvor de her dynamikker helt sikkert kan komme i gang, det er klimakrisen. Der er kollektive fordele ved, at du handler på en bestemt måde, men der er ikke individuelle fordele på samme måde. Der er alene udskamningen at ty til for at holde folk på plads på en bestemt adfærd.

Og det kan ifølge Michael Bang Petersen have problematiske afledte følger, ligesom det har haft under pandemien.

ProPublica har refereret kritikken for WHO, der ikke har ønsket at svare, men henviser til sin hjemmeside.

Læs mere 

WHO’s spil Go Viral 

WHO’s infoside om Go Viral

WHO’s infoside om infodemien

Hope-projektet – How Democracies Cope with COVID-19: A Data-Driven Approach”.

Bang Petersen et.al: Transparent communication about negative features of COVID-19 vaccines decreases acceptance but increases trust (PNAS – Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America) 

Bang Petersen: Would we have dealt better with COVID-19 without social media? The idea of an “infodemic” may suggest so. As a social media researcher involved in the covid-response, my answer is a strong “no”. – Twitter thread on the theory of an infodemic 4 DEC 2021.

Altay, S., Kleis Nielsen, R., & Fletcher, R. (2022). Quantifying the “infodemic”: People turned to trustworthy news outlets during the 2020 coronavirus pandemic. Journal of Quantitative Description: Digital Media, 2.

The post Forsker om WHO-støttet kommunikation: Pas på med at bruge misinformation som hammer first appeared on ProPublica.

Kommunikationen fra folkestyrets repræsentanter i offentligheden, herunder bl.a. ministre og myndigheder, spiller en afgørende rolle for den demokratiske kultur.

ProPublica blev etableret i juni 2022 og arbejder som Europas første NGO på at styrke demokratiet gennem bedre offentlig kommunikation. Nu har ProPublica fået sin første strategi.

Overordnet er målet at arbejde for et ærligt folkestyre i det 21. århundrede. I de kommende år vil ProPublica særligt arbejde inden for fire hovedspor:

1. Et stærkere oplyst demokrati

2. Nemmere adgang til den demokratiske debat

3. Ny kommunikationsteknologi skal komme alle til gode

4. Flere skal tage del i demokratiet

Læs hele ProPublicas strategi her.

Demokrati på retræte, mistillid og misinformation

ProPublicas strategi kommer på et tidspunkt, hvor den demokratiske samtale er under pres. Det samme er demokratiet selv.

Kun lidt over fire ud af ti borgere stoler eksempelvis på deres regering. Det fremgår af en ny rapport fra OECD. I en nylig amerikansk undersøgelse mener ni ud af ti journalister og otte ud af ti borgere, at fabrikerede falske nyheder udgør et betydeligt problem. 

Generelt er demokratiet på retræte verden over ifølge bl.a. forskningsprojektet Variables for Democracy og tænketanken Freedom House.

The post Ny ProPublica-strategi: “Vi kæmper for et ærligt folkestyre i det 21. århundrede” first appeared on ProPublica.

10. august 2022

”Det er vigtigt bekæmpe misinformation, det er ingen vist i tvivl om. Mindst lige så vigtigt er det at understøtte en fri og åben, offentlig debat. Det kan være en svær balancegang for offentlige kommunikatører, også fordi sociale medier mange gange tilgodeser dem, der råber højest.”

Sådan lyder ordene fra Katrine Thielke, der er frivilligt medlem af ProPublica og kursusfacilitator på et nyoprettet kursus for offentlige kommunikatører, der arbejder med sociale medier.

Kurset, der afvikles til efteråret, er det første i en række, der inden for fem hovedspor skal være med til at styrke demokratiet gennem bedre offentlig kommunikation. Et af sporene handler om misinformation.

”For os at se er det en fælles opgave at sørge for at passe på demokratiet og den åbne, fri og demokratiske debat. Myndighederne har millioner af følgere på sociale medier og er i dialog med endnu flere. Derfor har myndighederne en vigtig opgave at løfte,” siger Katrine Thielke.

Mange er uden strategi

I slutningen af 2021 offentliggjorde OECD en rapport om offentlig kommunikation, der blandt andet tog temperaturen på myndighedernes indsats i forhold til misinformation.

Af rapporten fremgik, at under halvdelen af de adspurgte myndigheder i de 46 lande undersøgelsen omfattede arbejdede med strategier for at imødegå misinformation.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her: https://propublica.dk/bekaemp-misinformation-paa-sociale-medier/

The post Mod en ny demokratisk standard for bekæmpelse af misinformation first appeared on ProPublica.

6. juli 2022

I et interview til det finske public service-medie Yleisradio Oy i 2015 opfordrede den finske præsident Sauli Niinisto alle finske borgere til at tage ansvar i kampen mod falsk information. Det var året efter Rusland annekterede Krim.

Nu seks år senere er udfordringen sandsynligvis blevet endnu større efter den russiske invasion af Ukraine og den efterfølgende historiske finske beslutning om at søge om NATO-medlemskab.

Men Finland har et hemmeligt, fredeligt våben mod fjendtlige informationskampagner, som embedspersoner – inklusive offentlige kommunikatører – spiller en meget vigtig rolle i at holde vedlige.

For at finde ud af, hvad det er, har vi stillet det finske statsministerium en håndfuld spørgsmål. Det er fra statsministeriet, de finske myndigheders indsats mod informationspåvirkning koordineres.

Hvad er de finske offentlige myndigheders hovedbudskaber til befolkningen om, hvordan man bør adressere mis- og disinformation i lyset af krigen i Ukraine?

– Siden Rusland angreb Ukraine har de finske myndigheder systematisk kommunikeret om vigtigheden af at have et beredskab på plads. Det omfatter også et beredskab mod disinformationskampagner, hvis formål er at skabe frygt eller usikkerhed.

Kommunikér proaktivt

– De finske myndigheders tilgang er, at den bedste måde at imødegå misinformation er at kommunikere proaktivt til de forskellige målgrupper i samfundet for at sikre, at de har adgang til oplysninger om de aktuelle forhold. Det har det, som regeringen og myndighederne har gjort dagligt sammen med forskere og medier siden ​​det russiske angreb på Ukraine den 24. februar.

– Det har været centralt at sætte situationen i både Ukraine og Rusland i kontekst og forklare, hvad konsekvenserne for det finske samfund er eller kan blive. Det kan for eksempel være de fremtidige gener og udfordringer ved stigende omkostninger til energi og fødevarer, og påvirkningskampagner, der udnytter udfordringerne.

– De finske myndigheders nøglebudskaber har været:

• Finland er godt forberedt
• Vi skal indstille os på, at vi kan komme til at opleve påvirkningsaktiviteter som cyberoperationer, informationspåvirkningsaktiviteter og politisk pres
• Vi ved, hvordan de pågældende aktiviteter kan sættes i værk, og vi ved, hvordan vi skal reagere på dem. Vi har intet at bekymre os om
• Forsvaret af demokratiske værdier har en pris, men vi kommer igennem det her sammen.

Det kan forstærke disinformationen at bekæmpe specifikt indhold

Hvilke kommunikationsinitiativer er sat i værk for at adressere mis- og disinformation? Hvilke initiativer er mest effektive og hvorfor?

– Undersøgelser indikerer, at det kan være bedre at kommunikere om den metodiske side af informationsoperationer frem for at bekæmpe det specifikke indhold, der bruges til at manipulere folk. Hvis man bekæmper disinformationen, kan det forstærke den og øge dens virkninger.

– Derfor har de finske myndigheder lagt mest vægt på at øge kendskabet til emnet og på at forklare det. Eksempelvis hvad Ruslands strategiske mål er og hvordan informationsrummet fordrejes. Offentlige embedspersoner og eksperter giver interviews, men arrangerer også baggrundsbriefinger for medierne og private og offentlige organisationer. Derudover, og  ikke mindre vigtigt, har de finske medier gjort et bemærkelsesværdigt stykke arbejde med at rapportere om mis- og disinformationen.

Ingen Sandhedens Vogtere

– I forhold til spredningen af ​​mis- og disinformation i det finske samfund ville det være kontraproduktivt, hvis myndighederne påtog sig en rolle som sandhedens vogtere og begyndte at pege indenlandske aktører ud aktivt og offentligt for deres rolle i spredning af f.eks. misinformation. Den rolle er bedre udfyldt af medierne. Meget af arbejdet med at afsløre ​​manipulationskampagner udføres uafhængigt af medierne, som er en højt betroet institution i Finland og en uundværlig del af civilsamfundet.

Hvordan samarbejder og koordinerer de finske offentlige myndigheder for at imødegå mis- og disinformation?

– Myndigheder, virksomheder og offentlige organisationer arbejder løbende sammen i forhold til beredskab generelt. Det følger af den finske model for tværgående sikkerhedsarbejde. Der afholdes også jævnligt øvelser. Her træner myndighederne med centrale interessenter for at forberede sig på forskellige scenarier som for eksempel påvirkningsaktiviteter.

20 myndigheder arbejder sammen

– Derudover er der etableret et myndighedstværgående netværk mod informationspåvirkning, som består af 20 forskellige myndigheder. Netværket samles regelmæssigt for at drøfte beredskabsforhold i relation til informationspåvirkningsaktiviteter. Det kan omfatte briefinger, informationsdeling, planlægning og træning.

Hvad er vigtigst i arbejdet med at imødegå mis- og disinformation med kommunikation fra regering og myndigheder?

– Det finske samfund er karakteriseret af en usædvanlig høj grad af tillid. Den tillid er også det bedste middel mod fjendtlige informationskampagner. Ifølge meningsmålinger og undersøgelser stoler finnerne på myndighederne, regeringen, medierne og på hinanden.

Embedspersoner skal passe på tilliden og ikke tage den for givet

– Svigtende t​​illid er imidlertid en global trend, og vi er helt bevidste om, at embedspersoner skal arbejde aktivt for at bevare den offentlige tillid og ikke tage den for givet. Det gøres med transparens, ved at leve op til høje standarder for demokratiske værdier og principper, ved at behandle mennesker lige og ved at sikre, at vores handlinger også opfattes sådan.

– For at sige det enkelt: Vi skal levere, hvad vi lover, og der er ikke plads uoverensstemmelser mellem det vi siger, og det vi gør.

Kommunikationschef Päivi Tampere og kommunikationsspecialist Saara Jantunen fra det finske statsministerium har bidraget til artiklen.

HVAD ER MIS- OG DISINFORMATION?
Det er godt at have en offentlig kommunikatør at trække på, hvis man som embedsperson eller politiker bruger ord som misinformation, disinformation og fake news. Man skulle jo nødig komme til at misinformere.

Vi har ikke kunnet finde nogen undersøgelser af borgeres, journalisters, politikeres, embedsfolks (inkl. offentlige kommunikatørers) kendskab til og opfattelse af begreberne, men mon ikke der er udbredt forvirring.

Derfor benytter vi lejligheden til at friske definitionerne op hos ProPublicas læsere. Nedenstående er baseret på OECD’s definitioner.

—

Misinformation er forkert, vildledende eller unøjagtig information, der deles uden intention om at bedrage nogen. Hvis man misinformerer, kommer man altså til at sige noget forkert eller vildledende, uden det er med vilje.

Disinformation er derimod forkert, vildledende eller unøjagtig information, der deles med en intention om at bedrage nogen. Hvis man disinformerer, spreder man altså forkert information med vilje.

—

Selv med den afklaring er vi ikke i mål endnu. Ser man for eksempel på definitionerne af mis- og disinformation fra et videnskabsteoretisk eller et kommunikationsfagligt perspektiv, er de ikke uproblematiske. Men mere om det en anden gang.

The post Finland bekæmper Ruslands infokrig. Men ikke som Sandhedens Vogtere first appeared on ProPublica.

Den oplyste offentlige samtale, og dermed demokratiet, er presset af bl.a. mis- og disinformation og af en relativt begrænset tillid fra borgernes side til politikere og embedsfolk. Derfor er der behov for offentlig kommunikation, som borgerne stoler på.

Det siger ProPublicas grundlæggere til Kommunikationsforum.dk i en nyhed på sidstnævntes hjemmeside den 9. juni.

Kommunikationsforum skriver videre, at stifterne har fundet inspiration til ProPublica hos blandt andre Hal Koch, der sagde, at samtalen er demokratiets væsen, og i Jürgen Habermas’ tanker om det deliberative demokrati.

Læs hele nyheden Til kamp for demokratiet med offentlig kommunikation på Kommunikationsforums hjemmeside.

The post Kommunikationsforum om ProPublica: “Til kamp for demokratiet med offentlig kommunikation” first appeared on ProPublica.

’ProPublica’ er navnet på en ny, dansk NGO for offentlig kommunikation, der har kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder som målgruppe. 

Formålet med organisationen er at styrke demokratiet og den oplyste offentlige samtale ved at forbedre kommunikationen fra myndigheder til offentligheden i Danmark og Europa. 

”Vi elsker vores demokrati! Derfor vil vi gøre noget ved det, når vi kan se, at det kommer under pres, og at tilliden til de folkevalgte er lav. Demokratisk kultur og tillid til folkestyret kommer ikke af sig selv,” siger Nanna Sverrild, der er en af stifterne af ProPublica.

I virksomheden Radius’ målinger af befolkningens opfattelse af forskellige faggruppers troværdighed ligger politikere konsekvent i bunden af listen, og det samme gælder embedsmænd.

Alle skal kunne have tillid til informationer fra regering, ministre og myndigheder

Et af ProPublicas mål er, at alle i samfundet skal involveres i den demokratiske samtale uanset social og økonomisk status og uddannelsesmæssig baggrund. Og at man – uanset om man er politisk enig eller ej – skal kunne have tillid til de informationer, der kommer fra regering, ministre og myndigheder. 

”Som den danske demokratitænker Hal Koch sagde, så er samtalen demokratiets væsen. Den skal vi passe rigtigt godt på. Kommunikationen fra regeringerne, ministrene og myndighederne er en væsentlig del af den offentlige samtale og en forudsætning for befolkningens tillid til folkestyret. Derfor synes vi, at projektet er vigtigt,” siger Thomas Dybro Lundorf, en anden i kredsen bag ProPublica.

Organisationen skal bestå af en tænketank, netværk og et akademi. ProPublica stiftes officielt som en almennyttig, non-profit NGO ved et arrangement på Københavns Universitet i begyndelsen af juni.

The post Ny dansk NGO for offentlig kommunikation skal styrke demokratiet first appeared on ProPublica.

Kommunikationsfolk i kommuner og ministerier skal have større påskønnelse for deres arbejde, og så skal det i højere grad være en eksplicit opgave for offentlig kommunikation at bidrage til at styrke vores demokrati.

Sådan lød hovedbudskaberne fra en af ProPublicas stiftere, Thomas Dybro Lundorf, i fagbladet Journalisten i maj.

I fagbladet argumenterer Thomas Dybro Lundorf for bl.a. at hente inspiration fra Storbritannien og OECD til at udvikle demokratiske standarder for offentlig kommunikation og på den måde dreje demokratiet i en mere ambitiøs retning.

Læs hele interviewet hos Journalisten her.

The post Fagbladet Journalisten: “Thomas vil hylde de anonyme kommunikatører i stat og kommune” first appeared on ProPublica.