11. maj 2026

ProPublicas årlige generalforsamling finder i år sted den 11. juni.

Som det fremgår af vores vedtægter, er man som medlem velkommen til at sende os forslag senest to uger inden, vi afholder generalforsamlingen, dvs. senest den 29. maj. Forslag sendes til info(at)propublica.dk.

Hvis du vil deltage, så send en mail til info(at)propublica.dk, hvorefter du vil modtage et mødelink.

Dagsorden for generalforsamlingen
– Valg af mødeleder og stemmetællere
– Bestyrelsens årsberetning
– Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
– Fastsættelse af evt. kontingent
– Modtagne forslag
– Fremlæggelse af handlingsplan og budget
– Valg af bestyrelse og suppleanter
– Valg af revisor
– Evt.

The post Generalforsamling i ProPublica 11. juni 2026 first appeared on ProPublica.

12. maj 2025

ProPublicas årlige generalforsamling finder i år sted den 12. juni.

Som det fremgår af vores vedtægter, er man som medlem velkommen til at sende os forslag senest to uger inden, vi afholder generalforsamlingen, dvs. senest den 29. maj. Forslag sendes til info(at)propublica.dk.

Hvis du vil deltage, så send en mail til info(at)propublica.dk, hvorefter du vil modtage et mødelink.

Dagsorden for generalforsamlingen
– Valg af mødeleder og stemmetællere
– Bestyrelsens årsberetning
– Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
– Fastsættelse af evt. kontingent
– Modtagne forslag
– Fremlæggelse af handlingsplan og budget
– Valg af bestyrelse og suppleanter
– Valg af revisor
– Evt.

The post Generalforsamling 12. juni first appeared on ProPublica.

13. maj 2024

Aarhusianerne skal have et retvisende indtryk af forholdene på sundheds- og omsorgsområdet i deres kommune, og de ansatte i sundheds- og omsorgssektoren skal være trygge ved at blande sig i den offentlige debat.

Det er målene med den åbenhedstræning, som Magistratafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune sætter i værk fra i dag.

“Mit mål er at skabe en arbejdsplads, hvor der er psykologisk tryghed nok til at vi tør tale højt om vores egne fejl, så vi kan lære af dem,” forklarer sundhedsrådmand Christian Budde, Aarhus Kommune.

“Hvis ældreplejen kun får spalteplads, når der er skandaler eller kæmpesucceser, så er det jo ikke et retvisende billede af hverdagen hos os. Og nu slår vi helt fast, at det ikke bare er ok, men ligefrem velkomment, at medarbejderne fortæller om deres arbejde og arbejdsvilkår. Også selv om de ikke mener det samme som mig”, understreger Christian Budde. 

”Vores demokratiske fællesskab udvikler sig ikke af sig selv”

ProPublica har udviklet åbenhedskonceptet til og i samarbejde med Aarhus Kommune. Det er kommunens egne medarbejdere, der står for træningen af deres kolleger.

Træningen varer tre timer og består af forskellige moduler, der dels skal styrke ledernes og medarbejdernes indblik i kommunens og pressens rolle og ansvar i den demokratiske samtale, dels styrke deres viden om reglerne om ytringsfrihed for offentligt ansatte, dels klæde ledere og medarbejdere på til mødet med pressen.

”Vores demokratiske fællesskab udvikler sig ikke af sig selv, og vi bør alle tage ansvar – inklusive offentlige myndigheder og deres administrative og politiske ledelser. Det her er et eksempel på, hvad det kan indebære i praksis,” siger Thomas Dybro Lundorf, stifter og bestyrelsesmedlem i ProPublica.

Håber andre vil lade sig inspirere

Han glæder sig over Aarhus Kommunes initiativ.

”Det er fedt at se, at Aarhus går forrest. Vi håber, at andre myndigheder og beslutningstagere vil lade sig inspirere,” siger Thomas Dybro Lundorf.

Hvis kurset bliver en succes, er det Aarhus Kommunes og ProPublicas plan, at undervisningsmaterialet senere bliver stillet frit til rådighed for alle offentlige myndigheder.

The post Aarhus Kommune lancerer åbenhedstræning udviklet i samarbejde med ProPublica first appeared on ProPublica.

25. januar 2024

Inden de går ind i studiet, fortæller chefredaktøren for et lokalmedie et lille fun fact til Johanna Lindell. De er på vej i radioen til en debat.

”Hvad faen laver kommunikatører,” siger chefredaktøren, ”det er et af emnerne med flest læserinteraktioner i vores kommentarspor.”

”Det er jo vanvittigt,” siger Johanna til mig over Zoom.

Det er selvfølgelig kun en indikation. Men ikke den eneste. I flere europæiske lande har antallet af kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder givet anledning til kritisk medieomtale fra journalister, politikere og meningsdannere.

Det virker paradoksalt. Er kommunikatører dårlige til at kommunikere om sig selv? Hvis det er årsagen, eller en del af den, er det måske ved at blive anderledes.

Hvad offentlige kommunikatører arbejder med

Johanna Lindell, som er direktør for det svenske fagforbund DIK, og Caroline Thunved, som er generalsekretær for det faglige netværk Sveriges Kommunikatører, har i hvert fald med en ny bog sat sig for at vise omverdenen, hvad myndighedsansatte kommunikatører selv mener, de arbejder med.

Hovedparten af ”Om det inte vore för oss” – hvis det ikke var for os – består af interviews med 12 svenske kommunikatører fra offentlige myndigheder inklusive kommuner, regioner, politiet og sundhedssektoren.

Johanna Lindell understreger, at bogen er et partsindlæg i en debat og ikke et forsøg på at lave en objektiv undersøgelse af myndighedskommunikations indvirkning på den demokratiske samtale og demokratiet.

”Vi havde fra begyndelsen en hypotese om, at kommunikatørerne er en vigtig bestanddel af et demokratisk samfund,” påpeger Johanna Lindell.  

Hun fortæller, at hun og Caroline Thunved har talt med de interviewede om emner, som de fleste borgere måske ikke tænker over, at der bliver brugt kræfter på at lave kommunikation om. Skolevalg og ældreomsorg, påvirkningskampagner, grundlæggende rettigheder og hvor man skal gå hen og stemme.

”Det er klart, at det kan gå at have et samfund uden kommunikatører, men det er nok et spørgsmål om alle så kunne få den information, som de har ret til. Det gælder også information oversat til forskellige sprog,” lyder det fra Johanna Lindell.

Ikke imponeret over debatten

Hun er ikke meget imponeret over den offentlige debat om myndighedskommunikation og kommunikatører. Den foregår i to spor, siger hun.

”Dels handler det om kommunikatører versus journalister, og at kommunikatører forhindrer journalisterne i at udføre sit undersøgende arbejde. Den debat tror jeg der er behov for at have fortsat,” fortæller hun.

”Derudover er der den debat, der handler om, at der er for mange (kommunikatører, red). Det kan være debatter om kommuneslogans, om at hver eneste af de 290 kommuner skal have sit eget slogan. Der kan man jo godt spørge sig selv, hvad det er godt for,” siger hun.

Hun understreger, at hun klart mener, at der skal være en samtale om, hvad skattemidlerne skal gå til. Men hun tror, der er mange i debatten, der ikke fuldt ud forstår, hvad myndighedskommunikatører har for opgaver.

”Altså jeg mener, vi skal hele tiden tale om, hvad vi skal prioritere. Men mit billede er, at en del af de her diskussioner er lidt for meget clickbait og handler om at tiltrække trafik til en hjemmeside,” lyder det fra hende.

”De får det simpelthen dårligt af det her”

”Desværre tror jeg, at en del af den debat ikke leder os fremad. Det bliver ganske populistiske debatter. Og det går ud over vores medlemmer,” siger Johanne Lindell.

Hun uddyber: ”De får det simpelthen dårligt af det her. Det er klart, at det ikke er så fedt at gå på arbejde, når du synes, at du kæmper for det gode, for at få information ud til medborgerne, og at du så samtidigt har politikere, der siger, at du er en amøbe; folk som modtage mails i deres indbakker om, at de er afskum og så videre.”

Måske lidt en forsvarsbog

Et sted i bogen hedder det, at myndighedskommunikation ikke går ud på at ‘sminka grisen,’ dvs. at male skønmalerier af virkeligheden.

Men i bogen er der stort set kun eksempler på positive cases, hvor myndighedskommunikatører fremhæver den positive indvirkning, de har på demokrati og samfund. Risikerer forfatterne ikke at sminke grisen selv ved at undlade at forholde sig til kritik fra journalister om dårlige tilgængelighed eller ministres eller myndigheders vildledning af offentligheden?

”Det var noget, vi tænkte på, da vi skrev,” fortæller Johanna Lindell. ”Kan det her få modsat effekt? Det er klart, at vi kunne spørge om, hvad folk har gjort, som ikke blev så godt. Og vi har sikkert kunnet være mere kritiske i vores refleksioner,” fortsætter hun.

Hun forklarer, at hun og hendes medforfatter måske kan være blevet lidt påvirkede af en række vældigt kritiske historier i medierne.

Afgørende for både demokrati og diktatur

På bogens omslag kan man læse et af citaterne fra interviewpersonerne, Varg Gyllander fra det svenske Rigspoliti: ”Kommunikatører er lige så afgørende for demokratiet, som de er afgørende for diktaturet.”

Hvordan adskiller demokratisk regerings- og myndighedskommunikation sig så fra myndighedskommunikationen i ikke-demokratiske lande ifølge Johanna Lindell?

”Det er sandheden, tænker jeg. Som offentligt ansat kommunikatør i et demokrati tænker jeg, at du hele tiden er ude efter at give folk sandheden,” siger hun.

—–

De interviewede i bogen er:

• Magdalena Casteryd, kommunikationschef Uppsala kommune
• Johanna Wiechel Steier, kommunikationsdirektør Region Halland
• Johan Ehrning, kommunikationschef på Akademisk Hospital i Uppsala
• Kalina Wallenberg, marketingchef Västerbottensteatern
• Evelina Nilsson, marketingkommunikatør i det kommunalt ejede Kulturhusbolaget
• Susanna Uppling, kommunikationschef Stockholms stadsarkiv
• Ingrid Persson, kommunikationschef, Malmö Universitet
• Varg Gyllander, tidligere pressemedarbejder hos Rigspolitichefen
• Mikael Hvinlund, kommunikationsdirektør i Arbejdsformidlingen
• Mia Wadman, chef for planlagt kommunikation i Sundhedsstyrelsen
• Magnus Hjort, generaldirektør, Styrelsen for Psykologisk Forsvar
• Pascal Tshibanda, kommunikationsdirektør Botkyrka kommune
• Silvia Ernhagen, tidligere kommunikationschef Forum for levende historie

Læs mere

Nyhed på ProPublica.dk 22. august 2023: Regeringsundersøgelse på vej af svenske myndigheders kommunikation

The post Ny svensk bog om kommunikatører i demokratiets tjeneste first appeared on ProPublica.

18. januar 2024

Der findes et trafikknudepunkt i Wien ved navn Bahnhof Ottakring. Det er fair at sige, at det ikke lige er stedet, hvor man hænger for meget ud. Som Katharina Toth fra Vienna Climate Team udtrykker det:

– Det er ret grimt.

Tusindvis af mennesker passerer knudepunktet hver dag. Forestil dig en plads cirka 1.600 kvadratmeter grå beton, drypsvedigt varmt om sommeren, ikke specielt egnet til de stadigt hyppigere hedebølger og heftige byger, som klimaændringerne medfører.

Men sådan bliver det ikke ved at være. Ikke ret meget længere.

Mere end tusind forslag

I et pilotprojekt, der foreløbigt er kørt i 2022 og 2023, er Wiens borgere og deres idéer stået i spidsen for en grøn omstilling af byen. Wiens byråd har sammensat et hold af medarbejdere, Vienna Climate Team, der har arbejdet med at støtte borgerne i at præsentere klimaprojektidéer og beslutte hvilke af dem, der skal føres ud i livet i byen. Budgettet har været på 20 euro pr. borger.

Mere end tusind idéer og forslag dukkede op i både ’22 og ’23.

Det er måske ikke et bevis på et levende lokaldemokrati, men måske lidt derhenad.

I Wiens demokratiske eksperiment skal en borgers idé gennemgå en række faser. Eksperter fra Wiens forvaltning tjekker forslagene igennem, der er samskabelsesworkshops med borgere og bystyrets eksperter, og så bliver projektudkastene vurderet af en repræsentativt udvalgt borgerjury. Det er baggrunden for, at området omkring Bahnhof Ottakring snart bliver grønnere, og det vil være en konsekvens af et borgerdrevet initiativ.

-Flere træer, flere klimatilpasningsforanstaltninger, en infrastruktur, hvor folk kan lave events […]. For at gøre pladsen mere attraktiv skal gaderne gøres grønnere, det skal være rarere at ​​opholde sig der, der skal være færre parkeringspladser, der skal plantes træer og så videre, siger Katharina Toth om projektet.

Netværkskommunikation

En vigtig del af projektet har været at gøre de byens indbyggere opmærksomme på det. Wiens klimahold har brugt mange kommunikationskanaler til det formål, og særligt netværkskommunikationen har været vigtig.

– Vi samarbejder med fællesskaber lokalt. Organisationer, der videreformidler information til deres medlemmer. Det er en stor hjælp. Det kan for eksempel være organisationer for migranter eller trossamfund, forklarer Katharina Toth.

Katharina og hendes kolleger har også brugt byens sociale medieplatforme og nyhedsbreve, plakater og en-til-en kommunikation med folk ved forskellige arrangementer i byen.

“Wien mitgestalten”

Wiens bystyre bruger en online platform til at facilitere borgerdeltagelsen, og den er endnu et eksempel på den offentlige kommunikation, som er så væsentlig for projektet. Det er ikke usandsynligt, at platformens indholdsdesign og brugeroplevelsen gør en væsentlig forskel i forhold til at hjælpe hele konceptet på vej. Platformen ’Wien mitgestalten’, der anvendes i den østrigske hovedstad, er udviklet af den belgiske virksomhed CitizenLab, men der er andre lignende løsninger på markedet.

Borgernes idéer på platformen er nemme at gå til, og designet er enkelt og funktionelt.

Platformen giver Wiens bystyre en digital infrastruktur, de kan bruge til at få overblik over borgernes idéer. På hjemmesiden borgene følge deres egne og andres idéer i de fem faser, hvor eksperter og borgerjuryer bidrager til at udvælge og udvikle forslagene.

Udvælgelseskriterierne for idéerne er klare og let tilgængelige, og man kan finde eksempler på andre klimaprojektidéer og inspiration, hvis man har brug for det.

Med omkring 8.000 registrerede brugere ud af en samlet befolkning i Wien på 2 millioner indbyggere er det ikke fordi, at platformen ligefrem bliver brugt af alle i Wien. Alligevel er det et spændende eksempel på, hvordan borgerinddragelse og lokalt demokratisk engagement kan fremmes med myndighedskommunikation.

Borgerne kan også foreslå projekter offline.

Udvælgelsesprocessen

For at en idé kan blive til virkelighed, skal den igennem fem faser.

Først og fremmest skal den tænkes frem. I første fase kan alle i Wien lægge deres idéer ud til alles skue. Det skal leve op til de tidligere nævnte kriterier. I anden fase bliver det tjekket af medarbejdere fra Wiens forvaltning, om de gør det.

I tredje fase arbejder borgerne bag idéerne sammen med byens eksperter i projektworkshops for at udvikle idéerne for at få mest muligt ud af dem for skattepengene. I fjerde fase beslutter en repræsentativt udvalgt gruppe af borgere fra hver deltagende bydel, hvilke projektudkast der skal gennemføres inden for budgetrammen. De projektudkast, der går gennem nåleøjet, bliver i sidste ende implementeret inden for to år.

I bydelen Ottakring blev 471 idéer til 38 projektudkast. Ud af de 38 projektudkast pegede en repræsentativt udvalgt borgerjury på tre, der bliver til virkelighed.

Climate Fresk og en informeret debat

Jo mere du synes, noget er vigtigt, des mere vil du være villig til at gøre noget ved det. Sådan er det formentlig uanset om det drejer sig om klimaforandringer, ældrepolitik eller krigen i Ukraine. Man skal selvfølgelig også vide noget om klimaforandringer for at synes, det er vigtigt. Adgang til retvisende information en forudsætning for et informeret demokratisk samfund.

Så hvordan arbejder byrådet i Wien for, at forslagene fra borgerne er baseret på retvisende information?

– Borgerjuryen har en forberedelsesdag, hvor alle jurymedlemmer fra alle de involverede kredse samles. Derudover laver vi en juryweekend, forklarer Katharina Toth.

På forberedelsesdagen spiller jurymedlemmerne en tilpasset version af det klimaspillet Climate Fresk. Det er et nyt fransk koncept baseret på data og statistik fra IPCC, FN’s klimapanel. Konceptet har fået global mediebevågenhed og er blevet brugt af mere end en million mennesker i mere end 130 lande ifølge spiludviklernes hjemmeside.

– I fem omgange spiller jurymedlemmerne med 37 kort, som skal sættes i rækkefølge for at vise årsag og virkning til og af klimaforandringerne. Vi har tilpasset spillets indhold til situationen i Wien ud fra vores klimaplan, fortæller Katharina Toth.

I 2023 anbefalede borgerjuryerne, at 34 projektudkast skulle implementeres. De blev alle præsenteret ved et afslutningsarrangement før jul. Her blev det også annonceret, at Vienna Climate Team vil fortsætte fra sensommeren 2024.

Læs mere:

• Vil du lære mere om demokratisk borgerdeltagelse og tanker om nye demokratiske institutioner? Så tjek denne OECD-rapport fra 2020 med principper for god praksis for deliberative processer, baseret på dokumentation fra 300 borgerdeltagelses-projekter indsamlet af OECD i samarbejde med regeringer, civilsamfund og forskere.
  
• Færre end en tredjedel af de adspurgte i en OECD-undersøgelse fra 2021, der dækker 22 OECD-lande, føler, at det politiske system i deres land giver dem mulighed for at have indflydelse på regeringens beslutninger. Læs mere i OECD-rapporten Building Trust to Reinforce Democracy
  
• Fra 1979 til 2023 har over 80.000 borgere deltaget i en deliberativ proces. Læs mere i 2023 Trends in Deliberative Democracy: OECD Database Update

The post At kommunikere borgerdrevet klimahandling i Wien first appeared on ProPublica.

5. januar 2023

Regeringer og myndigheder i Europa bruger hvert år millioner på kampagner og kommunikation, som påvirker menneskers liv og den offentlige debat.

Fra den mindste SoMe-post til landsdækkende kampagner rækker regeringer ud til folk for at informere, engagere og diskutere.

Men hvor mange af indsatserne er reelt god brug af skatteydernes penge? I hvor høj grad gør de vores liv lettere og vores demokratier bedre?

Sharon Rosenrauch leder en adfærdsvidenskabelig enhed i det australske klima,- energi- og miljøministeriums afdeling for grøn omstilling. Vi mødte hende online for at tale om konsekvenserne af ​​offentlig kommunikation for samfundet generelt, og om hvordan hendes enhed hjælper den australske regering med at kommunikere effektivt, evidensbaseret og demokratisk med borgerne.

Starter med at lytte

Som udgangspunkt starter hun og hendes kolleger med at lytte til de mennesker, en politik eller en kampagne indvirker på.

– Hvis du for eksempel gerne vil have flere kvinder til at uddanne sig som civilingeniører, så giver det sig selv, at det primært er dem, du skal rette din indsats mod. Så vi starter med at undersøge de mennesker, en politik er rettet mod.

Sådan er det ikke altid. Nogle gange baseres kampagner på antagelser, påpeger hun, og hvis folk fx ikke følger budskaberne i en kampagne, er det ikke altid, de kommunikationsansvarlige ved, hvad årsagerne er til det.

– Det kan for eksempel være, at du forsøger at få unge til at melde sig til en uddannelse, hvor optaget går sløjt. Du antager så, at problemet er kendskabsniveauet. Folk ved ikke, at programmet eksisterer, tænker du. Derfor er der brug for en gigantisk kommunikationskampagne for at øge kendskabet til uddannelsen, ikke?

En dyr øvelse

Ikke nødvendigvis. Sharon og hendes kolleger opfordrer regeringer og myndigheder til at engagere sig med de mennesker, en politik eller kampagne påvirker, før de gør andet.

– Du vil måske opdage, at det ikke er kendskabsniveauet, der er noget galt med, men at du kommunikerer til et yngre segment, der går på nettet med mobilen – og så det være, at den hjemmeside, de skal ind på for at søge ind, er utroligt bruger-uvenlig på en mobil enhed, siger hun.

I så fald kan en indsats for at øge kendskabet til uddannelsen gennem en kommunikationskampagne give bagslag, forklarer hun. Flere får kendskab til uddannelsen, flere bruger deres telefoner for at gå ind på hjemmesiden, flere bliver frustrerede og får sig en dårlig oplevelse.

– Så er det en rigtig dyr øvelse, du lige har lavet. I bedste fald er der ikke kommet noget ud af anstrengelserne, og i værste fald kan det give en boomerang-effekt, siger Sharon.

At lytte til og engagere sig i målgruppen er den bedste måde at finde ud af, hvad de ved, og hvordan de gerne vil kommunikeres med, forklarer hun.

– Vil de overhovedet kommunikeres med, eller irriterer du dem bare? Nogle gange er det en minimal indsats på det præcist rigtige tidspunkt, der virker.

Ifølge den australske adfærdsforsker tager mange offentlige kommunikationskampagner ikke højde for folks adfærd. I stedet er de baseret på de antagelser, som ansatte i myndighederne har, uden at de nødvendigvis har talt med de mennesker, der i sidste ende skal være modtagerne af budskaberne.

Social licens i den grønne omstilling

Ligesom mange andre lande arbejder Australien på at omstille sin energiproduktion. Målet er at reducere udledningen af drivhusgasser i overensstemmelse med Paris-aftalen. Sharon og hendes kolleger har med det udgangspunkt forsket i et koncept, som har været anvendt i landets mineindustri: Social licens.

I forhold til den grønne omstilling handler det om at opbygge og vedligeholde lokal opbakning til infrastrukturprojekter i forbindelse med udbygning af vedvarende energi.

– Vi fandt ud af gennem nogle af vores undersøgelser, at lokal modstand ikke er drevet af det, man tror. Folk er generelt meget positivt stemt for vedvarende energi. Men nogle infrastrukturforhold er dårligt forstået. For eksempel nogle af de transmissionslinjer, der transporterer den vedvarende energi fra det sted, hvor den laves, til det sted, hvor den i sidste ende bliver brugt, siger hun.

– Hvis den historie ikke er blevet fortalt, eller hvis den måde, den er blevet fortalt på, ikke er blevet forstået, giver det masser af plads til, at folk kan komme ind med deres alternative narrativer. Nogle gange er de narrativer bundet op på kommercielle eller politiske særinteresser, og det er der, vi så ser en øget forvirring og en faldende tillid, siger hun.

Men er der ikke en risiko her for at reducere legitim demokratisk modstand mod grønne omstillingsprojekter til, at der er nogle historier, der bare ikke er blevet delt med befolkningen endnu?

– Altså, det er jo ikke kun vores narrativ. Det er et narrativ skabt af fagfolk i vores fællesskab. Jeg vil måske ikke engang kalde det ‘vores’ narrativ, for det er et hovedsageligt globalt narrativ baseret på konsensus fra videnskabsfolk over hele verden. Så det kommer ud fra et fundament af evidens.

Når det er sagt, ser Sharon slet ikke kritikken som en dårlig ting.

– Du vil ikke have en befolkning med blind tillid til regeringen. Et sundt niveau af skepsis er en vigtig del af et sundt demokrati. Det er vigtigt at stå til ansvar, når vi bruger skatteydernes penge, siger hun.

Borgerforsamlinger bør bruges med forsigtighed

I Europa bliver der i tiltagende grad etableret borgerråd og -forsamlinger for at øge lokalsamfundenes involvering og engagement og understøtte politikker som for eksempel den grønne omstilling.

Men ifølge Sharon skal vi tænke os om i forhold til hvordan vi bruger og ansporer til at anvende den slags. Det handler om at ‘udvise sund forsigtighed’, siger hun.

De kan give en stemme til folk, der ellers ikke ville have en. Men nogle gange, advarer hun, kan det at bringe en stor gruppe mennesker sammen i borgerforsamlinger føre til mere forudindtaget beslutningstagning, end hvis giver folk flere forskellige muligheder for at give feedback.

– Mennesker er i sidste ende dyr inden under vores jakkesæt og makeup. Det ynder vi at glemme. Men der kommer et niveau af psykologisk sikkerhed af at tænke eller reagere på samme måde som dem, du sammenligner dig med.

Social accept og gruppetænkning

Derfor er det vigtigt at sørge for, at der er et system på plads til at kontrollere noget af denne gruppebaserede bias [forudindtagethed, red.]. Mennesker stræber generelt efter at fremstå socialt acceptabelt, og det giver en stor bias, påpeger hun. Folk skæver til person, der opfattes som leder af en gruppe eller et fællesskab, for at få en rettesnor i forhold til, hvordan de skal opføre sig. Og, hævder Sharon, det måske ikke er et særlig demokratisk beslutningsforum.

Der er dog måder at afbøde bias på.

– Det kan for eksempel være, at man får lederen til at vente med at give udtryk for sine synspunkter før til allersidst. På den måde opmuntrer man til, at de mere stille i rummet også får sagt, hvad de mener, siger hun.

En anden potentiel skævhed, der kan opstå i borgerforsamlinger og -råd, er gruppetænkning. Den indfinder sig, når nogle få begynder at sige det samme, hvorefter alle pludselig hopper med på vognen.

For at undgå det kan man sætte et ”rødt hold” ind i gruppen bestående af nogle få personer, der får besked på at komme med afvigende holdninger. Det kan få folk til at overveje flere alternativer og udvide deres perspektiver, og det indebærer, at de kommer til at tænke mere over, hvad fordelene egentlig er ved den holdning, de har.

– Endelig er det meget vigtigt at sikre sig, at regeringer og myndigheder ikke giver folk en tom stemme og en falsk tro på, at de har mulighed for at påvirke beslutninger, der allerede er truffet. Gennemsigtighed er nøglen og bør være et ledende princip i al offentlig kommunikation, siger Sharon.

Læs mere

• Er det svært at at trænge igennem i din organisation med budskabet om at inddrage jeres målgrupper, inden I fyrer kampagner af? Så få konkrete tips til hvordan du kan gøre i Sharon Rosenrauchs artikel Overcoming barriers to meaningful engagement with the help of behavioural insights hos Apolitical.
• Australske myndigheder arbejder systematisk med feedback og inddragelse. Læs APS (Australian Public Service) framework for engagement and participation her.
• Interesseret i gode råd om borgerinddragelse (deliberation) i form af borgerforsamlinger og borgerråd? Tjek den fine OECD-rapport Innovative Citizen Participation and New Democratic Institutions fra 2020, hvori tæt på 300 repræsentative deliberative processer er undersøgt.

Inspireret? Bliv frivillig i ProPublica

Vil du skrive en artikel for os om et emne, du synes er vigtigt? Arrangere en online workshop, søge fonde til et forskningsprojekt eller de 117 andre ting, vi ikke har tænkt på endnu? Så bliv frivillig hos os – læs hvordan her.

The post ”Vil de overhovedet kommunikeres med, eller irriterer du dem bare?” first appeared on ProPublica.

19. september 2023

– I mine mørkeste øjeblikke har jeg det som om, at oplysningstiden er ved at nå sin afslutning, hvor kendsgerninger ikke længere betyder noget for folk.

Professor Michael X. Delli Carpini er omhyggelig med at tage forbehold. Han ønsker ikke at lyde overdrevet dramatisk. Desuden taler han specifikt om den amerikanske regerings- og myndighedskommunikation og den amerikanske offentlige debat.

Alligevel mener han, at der er meget på spil i disse år. Regerings- og myndighedskommunikation spiller ifølge ham en vigtig rolle i udviklingen og påvirker i stigende grad, hvordan offentlig debatkultur udvikler sig – en af hovedkomponenterne i det liberale demokrati. Ikke kun i USA, men overalt i Vesten, herunder i Europa.

I den amerikanske professors øjne er den post-faktuelle æra en alvorlig trussel mod vores samfund. Herunder den faktarelativisme, der kommer fra politisk hold, og som bliver accelereret af sociale medier.

– Jeg har ikke lyst til at tro på, at kendsgerninger ikke betyder noget for os længere. For det fører til forestillinger om, at demokratiet måske ikke er det system, der fungerer bedst, siger han.

– Men for mig er demokrati den eneste styreform, der reelt er retfærdig, så derfor synes jeg, at vi skal fokusere på, hvordan vi kan ændre på situationen.

Folkevalgte er udslagsgivende for demokratiets legitimitet

En af de vigtigste drivkræfter for folks tillid til det repræsentative demokrati er folkestyrets repræsentanter selv.

“Folks opfattelse af den demokratiske samfundsmodel, vi indgår i, formes af de folkevalgte, uanset om det er en guvernør i en stat, en borgmester i en by, præsidenten for et land eller parlamentet og landets lovgivere,” påpeger Delli Carpini.

Nyere forskning fra London University College (pdf) indikerer, at en populær demokratisk reform ville være, hvis “politikere talte mere ærligt,” ligesom undersøgelsen viser betydelig folkelig støtte i den britiske befolkning til at indføre regler og kontrolmekanismer for at opretholde integriteten blandt politikere.

“Normer som minimum, regler så meget som muligt”

På samme måde lyder det fra Delli Carpini, at repræsentanter for fællesskabet bærer et stort ansvar.

Han mener, at det burde være naturligt at være ærlig for en person, der er betroet med et offentligt hverv. Men ser man på virkeligheden med pragmatiske briller, tilføjer han, at det nok godt kan være en idé at overveje klarere demokratiske normer eller retningslinjer for regerings- og myndighedskommunikation, eller endda regulering, dvs. indførelse af egentlige regler og kontrol.

– Jeg synes, at der bør være normer som minimum og regler så meget som muligt for, hvordan repræsentanter for vores regering og myndigheder kommunikerer, og hvad de kommunikerer om, forklarer Delli Carpini.

Normerne bør adressere, hvad vi som borgere bør forvente af vores folkevalgte og vores offentlige myndigheder med hensyn til deres kommunikation og bidrag til samfundsdebatten. Ligesom vi forventer, at vores fælles, offentlige institutioner i vores demokrati sørger for sundhedspleje, veje, tog, skoler, sanitet og så videre.

Demokratiske værdier

Men, understreger han, det er et vanskeligt spørgsmål. På den ene side ønsker vi ikke, at en præsident eller en statsminister lyver for os eller manipulerer med os. På den anden side ønsker vi heller ikke at begrænse ytringsfriheden.

– Hensynet til ytringsfrihed, især i politik, gør det meget vanskeligt at holde politikere ansvarlige for, hvad der bliver sagt, siger Delli Carpini.

Men vi bør som absolut minimum tage diskussionen om hvilke normer, der bør gælde for regeringers og myndigheders kommunikation, fortsætter han.

– Jeg mener, at uanset hvordan og hvad man kommunikerer [som regerings- eller myndighedsrepræsentant, red.], så skal det være med udgangspunkt i et sæt demokratiske værdier.

Faktuelt så godt vi kan

Delli Carpini understreger, at det er afgørende vigtigt for den demokratiske legitimitet, at vi som borgere kan stole på, hvad ministre, borgmestre og offentlige myndigheder siger, når de kommunikerer og fremlægger deres initiativer, projekter og ideer.

Uanset hvad ministre, borgmestre eller offentlige myndigheder kommunikerer, bør de gøre det inden for en faktuel ramme – så godt som der nu er kendskab til fakta.

– Jeg mener “fakta” i anførselstegn, fordi det nogle gange er svært at vide, hvad en kendsgerning præcist er. Men ideelt set bør der for eksempel være masser af rum for uenighed om, hvad den rigtige politik skal være for at kontrollere klimaændringer, men det bør ikke være sådan ‘altså, der er faktisk ingen klimaændringer’ i betragtning af de overvældende videnskabelige beviser, siger Delli Carpini.

Nogle gange tror vi, at vi kender sandheden

Han påpeger, at der på markedsføringsområdet og i forbrugskulturen gælder regler for, hvad der må meldes ud til offentligheden, og at virksomheder generelt ikke må sige, hvad de vil, uden at der i et eller andet omfang findes dokumentation for det. Men sådan er det ikke, når det handler om den kommunikation, der kommer fra regeringen.

– Jeg har fuld forståelse for frygten for, at lovgivning om, hvad man må sige som folkevalgt, kan bevirke, at folk i uhensigtsmæssigt omfang bliver forhindret i at sige visse ting.

Han erklærer sig selv som tilstrækkelig stor fortaler for individuelle frihedsrettigheder til at sige, at vi nogle gange tror, at vi kender ’sandheden’, men at det så viser sig efterfølgende, at vi tager fejl.

– Men hvis vi forpligter os seriøst til at forsøge at basere os på fakta og på at holde fast i demokratiske værdier, så kan vi komme langt.

Det bekymrer ham, at det både i USA og i andre dele af verden efter hans mening er blevet ’gratis’ at fremsætte klart usandfærdige påstande. Engang udløste det en negativ reaktion i offentligheden, hvilket fungerede som en måde at holde folkestyrets repræsentanter op på deres demokratiske forpligtelser på. Det er ikke tilfældet nu.

– Det ser ud til, at vi i USA befinder os i en periode, hvor folk kan være fuldstændig klar over, at det, en folkevalgt siger, er faktuelt forkert, samtidigt med at de stadig støtter den person. Der er ingen pris at betale for at vildlede offentligheden. 

Demokratisk uddannelse

En faktabaseret offentlig debat alene er dog ikke nok til at få folk til at støtte demokratiet ifølge den amerikanske professor.

– Det handler ikke kun om, at offentlige kommunikatører skal kommunikere bedre og i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske principper. Det handler også om, hvordan vi arbejder med borgerne for at få dem til at gribe bolden og forstå, hvad de skal gøre med den.

Ifølge professoren handler det om, hvordan vi forbereder os som borgere til at leve i et demokrati. Det handler om demokratisk uddannelse. I den sammenhæng er han ikke særlig stolt af forholdene i sit eget land.

– I USA gør vi et forfærdeligt stykke arbejde med at uddanne folk til demokrati. Det varierer nok meget fra land til land i Europa. Der er både brug for et kommunikationsmiljø fra de offentlige demokratiske institutioner, der kan forsyne os nyttige og brugbare oplysninger, men det er også nødvendigt, at vi som borgere er klar over, hvad vi skal gøre med de oplysninger. Så en del af arbejdet handler også om skoler og uddannelsessystemer.

Demokratisk kommunikation i den offentlige sektor
De folkevalgte, skolesystemet, nyhedsmedierne og borgerne; alle vitale dele i et velfungerende demokrati.

Dette gælder også for de offentlige kommunikatører, der arbejder med regerings- og myndighedskommunikation.

Faktisk kan offentlige kommunikatører og særlige rådgivere potentielt have meget at skulle have sagt på grund af deres arbejdsfunktion.

– Noget af den mest effektive kritik af folkevalgte, der ikke følger demokratiske værdier og en faktabaseret tilgang, kan komme fra de mennesker, der arbejder for dem. Kritikken kan foregå offentligt med fynd og klem ved at folk fx træder tilbage, eller den kan finde sted i form af en kritik, der bygges ind i systemet.

I tråd med den tankegang opfordrer Delli Carpini offentlige kommunikatører til at arbejde på at opbygge en stærkere og klarere demokratisk selvbevidsthed.

– At udvikle en tilgang, en teori, en praksis for offentlig regerings- og myndighedskommunikation, lige så veludviklet som inden for markedsføring og branding, men udviklet specifikt til offentlig kommunikation: Det ville være fænomenalt.

Michael X. Delli Carpini er professor emeritus i kommunikation og demokrati ved Annenberg School for Communication ved Pennsylvania University i USA.

Hans forskning udforsker borgerens rolle i demokratisk politik, med særlig vægt på massemediers og informations- og kommunikationsteknologiers indvirkning på den offentlige samtale, deliberative processer samt befolkningens viden om politiske forhold viden og politisk deltagelse.

I 2008 modtog Delli Carpini prisen for bedste bog fra American Association for Public Opinion Research for sin bog “What Americans Know About Politics and Why It Matters”.

I 2020 bidrog han til The Handbook of Public Sector Communication, redigeret af Vilma Luoma-aho og María-José Canel, med et kapitel med titlen “Public Sector Communication and Democracy.”

The post Klarere normer for offentlig kommunikation: “Næsten som om fakta ikke længere betyder noget” first appeared on ProPublica.

22. august 2023

Den svenske regering iværksatte den 3. august 2023 en undersøgelse, der skal kortlægge og analysere ’visse dele af de svenske myndigheders informations- og kommunikationsvirksomhed,’ som det hedder i det svenske finansministeriums omtale af den.

Af opgavebeskrivelsen af undersøgelsen fremgår, at den svenske regering i sit finanslovsforslag for 2023 har fremhævet, at de vigtigste opgaver for staten skal skærpes, og at myndigheders kerneopgaver skal prioriteres.

’At informere og kommunikere er en naturlig og vigtig del af mange myndigheders ordinære virke – men spørgsmålet er, hvor meget kommunikation og hvilke typer kommunikation, der er passende ud fra de opgaver, som myndighederne har,’ hedder det i Finansministeriets pressemeddelelse.

Antallet af offentlige kommunikatører stiger

Pressesekretæren for civilminister Erik Slottner henviser til, at en svensk ekspertgruppe i studier i offentlig økonomi i rapporten ’Ingen reklam tack – en ESO-rapport om myndigheternas kommunikation fra 2021’ pegede på, at svenske myndigheders kommunikationsvirksomhed er vokset over tid.

I 2019 arbejdede ca. 3.600 personer i mindst 40 pct. af deres arbejdstid således med information og kommunikation, en stigning på 46 procent i forhold til i 2006.

Passer myndighedernes opgaver til virkeligheden?

Det virker helt rimeligt at undersøge, om mængden af kommunikation passer til de opgaver, som myndighederne har.

Lige så nærliggende ville det formentlig være at få undersøgt, om myndighedernes opgaver passer til den virkelighed, vi er en del af. 

I både Sverige, Europa og i resten af den vestlige verden hører vi om deltagerdemokratiets og det liberale demokratis tillids- og legitimitetskrise, om dis- og misinformation, om påvirkningskampagner, om big tech’s algoritmer og deres påvirkning af den offentlige debat, om public service-mediernes og resten af de traditionelle mediers svindende publikum og konsekvenserne, det har for forestillingen om den informerede borger i det oplyste demokrati.

Hvem skal løfte de opgaver? Hvilken rolle skal offentlig kommunikation spille i den sammenhæng i fremtiden? Lidt, meget, ingenting? Det kommer undersøgelsen ikke til at give svar på. Men det ville måske være hensigtsmæssigt fra et borgerperspektiv at få taget en ordentlig debat om.

Problemstillingen er gammel

Problemstillingen er ikke ny i Sverige, lyder det fra forsker i offentlig kommunikation, Magnus Fredriksson fra Göteborgs Universitet. Han henviser bl.a til, at der i den svenske regerings undersøgelsesbeskrivelse refereres til lignende debatter i starten af årtusindet, og der er skrevet om emnet fra et forskningsperspektiv ad flere omgange.

For eksempel beskrev politologen Hanna Kjellgren i afhandlingen Staten som informatör eller propagandist? i 2002 udviklingen af den svenske offentlige information fra anden verdenskrigs afslutning til omkring år 2000.

Den offentlige debat er mærkelig

Magnus Fredriksson mener, at den aktuelle offentlige debat om offentlig kommunikation er en smule mærkelig.

– Hvis man fx tager kritikken, som eksempelvis skattebetalernes forening og sløseriombudsmanden er kommet med, så har den fokuseret meget på, at offentlig kommunikation koster penge. Men ser man på, hvad staten for eksempel lægger i mislykkede it-projekter, så er omkostningerne til kommunikation vældigt meget mindre.

Efter Magnus Fredrikssons opfattelse kan det hænge sammen med, at kommunikatører er meget synlige, ikke mindst fra journalisters perspektiv.

– Når kommunikatører fungerer som gatekeepers i forskellige sager, så opstår der sådan nogle debatter. Hvor journalister har forsøgt at få oplysninger ud af systemet og oplevet, at kommunikatørerne har fungeret som gatekeepers.

Det bliver overfladisk

Derudover mener kommunikationsforskeren, at debatten har en tendens til at blive overfladisk. Fra begge sider.

– De, som kritiserer, kommer med ganske unuancerede og ufunderede påstånde. Men de, som forsvarer, har også vældigt svært ved at komme med et godt forsvar, synes jeg. Man snakker om demokrati og åbenhed, man taler om transparens og dialog, men hvad betyder det? Hvilken effekt har det?

– Det burde være muligt tydeligere at dokumentere hvilke positive effekter, det kan få, hvis man iværksætter forskellige typer af indsatser. I den henseende synes jeg, at man nogle gange er lidt dårlig til at fremsætte gode argumenter. Det bliver vældigt generelle argumenter med flotte ord som dialog og demokrati og så videre, siger Magnus Fredriksson.

Regeringsundersøgelsen omfatter kun en del af kommunikationsarbejdet

For ti år siden, i 2013, var Magnus Fredriksson involveret i udarbejdelsen af analysen ’Med synlighed som ledestjerne’, som er en kortlægning af de principper, der styrer svenske myndigheders kommunikation. Kommunikations- og pressestrategier og andre styringsdokumenter fra 173 ud af 252 statslige myndigheder indgik. Af dem fremgik bl.a., at

• ’Omdømme’ var et vigtigt styrende princip for 85 pct. af myndighederne
• ’Produktion’, dvs. understøttelse af virksomhedens kerneopgaver, var et styrende princip for 82 pct. af myndighederne og at
• ’Civile principper’, dvs. understøttelse af demokratiske processer inkl. at lette adgangen til forvaltningen for journalister, var et styrende princip for 65 pct. af myndighederne

Myndighederne kommunikerede således med mange formål og om mange forhold i 2013. Det tror Magnus Fredriksson ikke har ændret sig.

– Jeg har fulgt området, og der er ikke så forfærdeligt meget, der har ændret sig. Så jeg er lidt overrasket over, at man har valgt kun at undersøge den del af myndighedernes kommunikation, som sigter efter at påvirke. For det vi har vist, er, at myndigheder jo gør vældigt meget mere end det. Det er også interessant hvorfor det lige præcis er den type kommunikation, som regeringen vil have belyst, og ikke alle de andre ting, som myndighederne kommunikerer om, lyder det fra forskeren, da interviewet slutter.

Den svenske regerings undersøgelse af de statslige kommunikatørers arbejde skal senest være klar den 4. marts 2024.

Læs mere (på svensk):

Staten som informatör eller propagandist? – Hanna Kjellgren, politolog, Artikel fra Göteborgs Universitet, 2002

Med synlighet som ledstjärna (2013): Magnus Fredriksson og Josef Pallas: En analys av vilka principer som styr kommunikationsarbetet i nationella förvaltningsmyndigheter

ESO-apporten ’Ingen reklam tack – en ESO-rapport om myndigheternas kommunikation fra 2021’

Regeringsuppdrag 3. august 2023 (en opgave til forvaltningen, stillet af regeringen) från Finansdepartementet: Uppdrag att kartlägga och analysera vissa delar av myndigheternas informations- och kommunikationsverksamhet

Pressemeddelelse fra det svenske finansministerium 3. august 2023: Regeringen ger Statskontoret i uppdrag att analysera och kartlägga myndigheternas informations- och kommunikationsverksamhet

The post Regeringsundersøgelse på vej af svenske myndigheders kommunikation first appeared on ProPublica.

9. maj 2023

ProPublica har netop indgået en samarbejdsaftale med det franske netværk for offentlig kommunikation Cap’Com, der med sine 25.000 medlemmer og 35 år på bagen er den største NGO for offentlig kommunikation i Europa.

– Vi arbejder på at fremme nye demokratiske kvalitetsstandarder for regerings- og myndighedskommunikation. Det her partnerskab er gode nyheder for os og bliver det forhåbentlig også for borgerne i de europæiske lande lidt længere nede ad vejen,” siger Thomas Dybro Lundorf, medstifter af ProPublica.

Aftalen indebærer bl.a., at de to organisationer styrker erfarings- og informationsudvekslingen imellem sig. Samarbejdet vil blandt andet med tiden kunne munde ud i bedre uddannelses- og netværksmuligheder for kommunikations- og pressemedarbejdere i myndigheder på alle niveauer i de europæiske lande.

– Dette samarbejde med ProPublica er et tegn på, at offentlige kommunikatørers arbejde handler om de samme ting. Vi er overbevist om nyttigheden af dialog på europæisk plan, lyder det fra direktøren for Cap’Com, Yves Charmont.

Fakta om Cap’Com

Cap’Com blev stiftet i 1980’erne.

Organisationen arbejder med udgangspunkt i en overbevisning om, at kommunikation er en væsentlig del af offentlig forvaltning og et fag, der tjener almenvældet. Ambitionen med foreningen er at udveksle viden og erfaringer om offentlig kommunikation for at fremme fagets professionalisering og etik.

Cap’Com støtter dagligt offentlige kommunikatører i Frankrig gennem information, netværk og beslutningsværktøjer, arbejdsgrupper, træningsprogrammer, temaarrangementer og en årlig kongres.

Interesserede kan abonnere på Cap’Coms nye engelsksprogede nyhedsbrev Commonality her.

Læs mere om foreningen her: Cap’Com (cap-com.org)

Vil du være med?

Har du en god idé til en artikel eller et projekt, eller vil du gerne bare med på holdet og hjælpe med at udvikle verdens første NGO for demokratisk offentlig kommunikation, så skriv til os på info(at)propublica.dk.

The post ProPublica indgår samarbejde med Europas største netværk af offentlige kommunikatører first appeared on ProPublica.

25. april 2023

Inspirerer andre dig? Synes du, at offentlig kommunikation er en vigtig del af demokratiet og af den demokratiske debat?

Så har de fremtidige netværk af europæiske offentlige kommunikatører brug for dine ideer og svar på spørgsmål som:

– Hvordan skaber vi fællesskaber i praksis?
– Hvad skal vores prioriteter være i de kommende år?

Sæt kryds i kalenderen og deltag i vores gratis onlinebegivenhed på Google Meet den 8. juni fra kl. 15.00 til 16.30 (CET).

Tilmeld dig ved at sende en mail med dit navn, arbejdsfunktion og organisation (hvis nogen) til info(at)propublica.dk. Du modtager et mødelink herefter. Vi sletter dine data efter mødet.

GENERALFORSAMLING
Efter community-eventet afholder vi vores årlige generalforsamling. Som det fremgår af vores vedtægter, er du meget velkommen til at sende os forslag sådan helt formelt senest to uger inden vi afholder arrangementet, dvs. senest den 25. maj i år. Forslag sendes til info(at)propublica.dk.

Dagsorden for generalforsamlingen
– Valg af mødeleder og stemmetællere
– Bestyrelsens årsberetning
– Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
– Fastsættelse af abonnementsafgift
– Modtagne forslag
– Fremlæggelse af handlingsplan og budget
– Valg af bestyrelse og suppleanter
– Finansiel revision
– Evt.

The post Dine idéer på bordet! Event & generalforsamling 8. juni first appeared on ProPublica.